Spørgsmålet om hvem der kan være medlem af en forening, reguleres af vedtægternes bestemmelser herom. Når foreningen er etableret, så kræver almindelig foreningsret, at de, der opfylder betingelserne i vedtægterne også får adgang til at blive medlem. Når medlemskab er opnået, så består medlemskravet i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser herom. Det betyder normalt, at et medlem kun kan udelukkes (ekskluderes), hvis medlemmet har gjort sig skyldig i en alvorligere misligholdelse.

Det er normalt bestyrelsen, der kan træffe beslutning om en eksklusion. Ofte vil vedtægterne give mulighed for – eller pligt til – at en sådan eksklusion forelægges generalforsamlingen. Selvom vedtægterne ikke siger noget herom viser domspraksis, at medlemmer har krav på forelæggelse for generalforsamlingen og får de ikke denne mulighed, vil eksklusionen være ugyldig allerede af denne grund. Et medlem, der ikke er tilfreds med en eksklusion, har krav på at få en domstols ord for, om eksklusionen er sket i overensstemmelse med foreningens vedtægter og gældende foreningsretlige regler. Det fører for vidt her at gå nærmere ind på dette område, men generelt kan siges, at der gælder et saglighedskrav og populært kan det nok udtrykkes sådan, at der skal være en solid grund til at beslutte, at et medlem ikke længere kan være medlem og domstolene påtager sig gerne at foretage en vurdering, som i nogle tilfælde fører til, at en eksklusion kendes ugyldig.